FamilieStyrke

At være hjemme.


Det har været et langt personligt helvede det sidste år af mit liv.
Med en rædsel for at havde taget denne lange uddannelse med drømmen om et liv som dyrlæge, for bare at sidde i smukke Skagen og se det hele visne og dø. Det er ikke bare ens arbejdsrelaterede drømme der dør, lige så langsomt er det alle fantasierne, drømmene og livs målene der visner og blegner i et formularudfyldt bureaukratisk paragrafvanvid. At flytte til Skagen var med håb om at vi kunne leve efter mandens drøm at bå i "det rigtige Danmark" der øjensynligt ligger nord for Hulsig Hede. Vi fik lejet et rart rækkehus og indrettet os.
Det er ikke nemt i vores alder at flytte sammen. Vi havde begge fuldt udstyret køkkener, bad, stuer og så videre og så videre. Desuden er jeg en samler. Det er svært at gøre op med mit behov for at gemme og samle på ting. Mandens rengøringshysteri og hans sære vaner af at bo alene så længe er ikke nemme at flette ind i mine vaner. Nu var vi med to børn og en hund, det hjælper ikke på sammensmeltningen af livsbanerne.
Jeg har så inderligt arbejdet på mine dårlige vaner og gør det stadig. Selv om jeg i et selvmedlident øjeblik ikke mener manden gør helt så meget som jeg, så gør han virkelig en indsats.
Ud over vores egne ting fik vi 25 kasser fra Mandens afdøde forældre, der skulle flettes ind i vores overflod af himstergimser og dimser. Det var jo lidt af en sjælsøgning og personlig ransagning for manden at beslutte hvad der skulle tages afsked med og hvad der skulle blive. Det var jo hele hans barndom. Det tager bare tid, specielt når han sejler og ikke er hjemme hele tiden.
Men tiden i Skagen gav glæde og venner. Jeg startede konkurrence med Frank og Kunuk kom i en fremragende Dagpleje der virkelig kunne give ham det hans sære lille væsen har behov for. Det kan ellers godt være svært med det stædige lille monster. Men Kisser og hendes mand Kaj var heldigvis fantastiske og sammen klare vi alle forhindringer. Der var tid til en sludder når jeg var ved at gå til, over at manden ikke var hjemme, og at jeg ikke havde ført en konversation med et menneske over 9 år i lang tid
Alle de skønne mennesker i DCH Skagen og foreningslivet glæde med samvær, brok og intriger er en dejlig del af mit liv. Frank og jeg gjorde det ret godt og vi har en lille pokal nu.
Mads MAlik kunne lide naturen, men faldt aldrig til i skolen og socialt.
Men Skagen ligger bogstavligtalt for enden af vejen. Danmark når bare ikke længere. Der er langt til alt, på nær stranden, heden og dem man kender.
Der er bare ingen jobs i Skagen. Og de inkompetente mennesker der skal hjælpe en med at finde et sådan er ikke særligt samarbejdsvillige.
Hospitalerne er møg langt væk og de er ikke interesseret i at give en forklaring på nogle af deres valg. De er ikke særligt samarbejdsvillige. Ikke de personager vi mødte ihvertfald.

Så turen blev lagt til Nakskov, hvor vi fandt en dejlig skole der rummer Mads Malik, med alle hans utrolige oversejhed og lige så store vredesproblemer. Det var noget af det vigtigste i vores flytning. Det og så at mor og hendes mand boede i Nakskov. Aftalen er at de kan passe børn næsten lige meget hvad, når det gælder job til mig.
Vi fandt efter lang tid et hus vi kunne leje, hvor vores mindre zoo var tilladt. Selve flytningen gik vel ok. Hverken manden eller jeg kan lide at flytte. Huset var ikke noget vildt. Det var faktisk ret elendigt. Vi kaldte det casa del ruin.... Næsten alt var trælst. Fra de vindomsuste førstesal til den upraktiske skibsstejle og super smalle trappe. Vi gjorde hvad vi kunne for at indrette os men det var en kamp. Ingen entusiasme eller indretningsideer i mit ellers så overfylde smukke hovede. Børnene trivedes ikke rigtigt og vi var aldrig rigtigt oven på. Min chef har mistanke om svamp i huset, men det er vist det tætteste vi kommer en forklaring på hvorfor vi ikke kunne trives i det hus. Med vinterens kommen med lange platfodet skridt, blev min indre morpuma vækket til live da jeg ikke magtede at børne skulle fryse hele vinteren. Lige så lidt som manden og jeg. Vi talte med udlejeren, hvis vicevært havde lovet nye vinduer og reperation af taget. Men ingen vinduer og den lille liste på loftet og en bane dampspærre, kunne ikke berolige mig. Han hvade dog et andet hus til udlejning. Og da vi åbenbart er ret ønskværdige lejere fik vi et populært hus, der stod højt på manges ønskeliste.
Det nye hus blev hurtigt set, sagt ja til og flytte over i. Det er så meget mere "os". Vi har bare været her et par uger og er faldet til næsten med det samme. Ikke at huset er perfekt. Det er som alle de andre huse udlejeren har, noget være handy mandy, autodedakt hjemmebikseri. Men det er tæt og her kan man holde varmen. Nu kæmper jeg med flytterod og afflytter rengøring og maling. Manden nåede til hans store fortrydelse at hjælpe med flytningen. Det var hårdt men dejligt opløftende at komme væk fra det hus. I det nye hus har vi efterhånden fået pakket mere ud end vi nogensinde fik gjort i det andet hus.
Tænk at et hus kan give eller tage så meget. 
Tænk sig at jeg skulle til Nakskov for at få job. Af alle steder tager jeg fra et ekstrem til et andet. Havde ellers forsvoret nogensinde at skulle bo her igen. Men det er vel der hvor vi mindst venter det, at lykken tilsmiler os.
Her har jeg fundet et fantastisk sted at arbejde. Jeg blev taget godt i mod og nyde arbejdsmiljøet. Kollegaerne er skønne og vi klikker på den der helt rigtige måde. Livet ser ikke så dystert ud og selv med de  afskylige drømmedræbende omstændigheder jeg fik rodet mig ind i, kan jeg sige at nu drømmer jeg dejligt igen.
Drømmene vinder og vender tilbage.
Livet er godt igen.
glade børn og forældre :)

Another Earth

Another earth er vores - menneskeheden - drømme og inderlige frygt for at kunne se os selv i øjnene og se på vores værste fejl og fiaskoer, samt se hvad vi har skabt eller ødelagt på vores tromlende vej mod hvorend vi skal hen.

Den mest fatale fejl et ungt menneske kan gøre i et øjeblik af fuldskab og naivitet og følelse af uovervindelighed. Det sker den dag hendes drøm om college er gået i opfyldelse, der hvor hendes liv som hun forestiller sig det skal starte. Det sker den dag der findes en planet med jorddlignende kvaliteter - Earth II

Hvordan arbejder man sig op igen, når man i de fire år ens jævnaldrende går på college, selv rusker tremmer. Rehabiliteringen ind i en travl og larmende verden, hvor der ikke findes en vejledning til hvordan man tilgiver sig selv. Rohda finder vejen gennem hårdt arbejde i det der må siges at være en parallelverden til virkelighed. Hun gør rent på en skole. Som rengøringspersonale er man på skolen men ses ikke og hørers ikke.

Hun finder den mand hvis liv hun ødelagde og får modet til at tale med ham. Det svigter - modet - som sådan noget ofte gør og hun ender med at gøre rent hos ham, med håb om at hjælpe med at rette hans liv op igen. Og deres skæbner flettes sammen på deres vej ud af fortvivlelsen.

Det er en fantastisk og vidunderlig histore der fortælles på en jordnær og uglamurøs måde. Hvor man ser det indre selvhad hos filmens hovedpersoner, på smukkeste vis gennem rodet huse og solens bevægelser over himlen.Jeg er vild med at man kan se støvet i rummet og at menneskerne er afhollywoodyficeret, de er mennesker med skæve næser og rodet hjem. De er de smukkeste mennesker med menneskers uperfekte og ofte egoistiske tilgang til verden. Musiken er fantastisk tilpasset til og man er ikke bange for at få stilheden til at styre publikums forståelse af stærke følelser.

Alt i alt en god film, hvis man er forberedt på at den bestemt ikke er en film om at udforske universet på en konkret måde, men en mere subtil og tænkende måde.

Jeg er vild med den

Tekken 2010

Hvis man kan li at spille tekken og kender personernes special moves så er denne film lige det man skal se. Jeg kan godt lide spillet og filmen, men den bliver aldrig set igen. Så god er den ikke. Det er nu sjovt når barndommens spilfigure får liv og en historie.

Sleep Dealer

En spændende film med masser af følelse uden at blive candyfloss sød og lyserød.

I en nær fremtid hvor grænserne mellem lande er lukket og arbejdere kobles direkte på nettet, til droner 1000'er af kilometer væk, og fattige styres med endnu hårdere hånd end nu.

Her følger Memo (Luis Fernando Peña) Der i en ikke så fjern fremtid sidder og roder med sin hobby radio, i den lille by kaldet Santa Ana del Rio. Her bor han med sin far, mor og bror i et lille hus, med et lille landbrug. Faderen mindes tiden inden dæmningen hvor vandet flød frit i floden og man ikke skulle betale for vand og Memo længes efter forandring. En dag fanger Memo militær kommunikation på sin lille radio og bliver opdaget.Han flygter til byen i håb om at gøre skaden god, og tjene penge til familien. Her møder han Luz (Leonora Varela) Der gennem at sælge sine minder forsøger at klare sig i en verden der stadig ligner vores tid så meget at det ikke er velset at en ung kvinde bor alene uden være gift.

Deres skæbner og følelser vikles sammen i en forudsigeligt, men utroligt velfortalt og fantastisk visuel fortælling. Alex Rivera forstår at skabe den rette stemning med en blanding af personernes minder og aktuelle følelser. Det er ikke enaktionpraæget sci-fi, men ret skræmmende ved eftertanke om konsekvenserne ved en sådan verden. Samtidig med at den tager et meget nutidigt emne op, med landes magtkamp og militæret som løsning. Den sakl ses den dag hvor man gerne vil underholdes med eftertanke. 

Reconnect

I am trying to reconnect with my own knowledge. To reread and again understand or better to understand the basic veterinarian skills and knowledge. Read it again in a different order. To look everything up so that the order of things comes naturally/anatomically and write it down.  I’m in the start of this project, while I still are seeking for a job. No geographical boundaries keeps me from a job. As long as it is a full time job and for a long period of time, I send an application. I have my kis to think of in terms of moving too much. But now my focus is on reading and writing as well and that keeps me focused ad able to be my very best when I get a job. I tink I will try to follow my own progress by blogging more

The Start

Why do I feel this urge to tell the world about my thoughts? Why does one make a blog? Can the world live without my blog? Certainly. And yet here I am. Writing to the world. Letting you all in. In to my brain, not always a bright and happy place, but then again it´s often a funny, weird and amusing place.

Right at this point in my life I´m unemployed. Quite a down moment after finishing with my education as a veterinary. It toke me 6½ years and two kids to finish. Now I´m just promoting myself and trying to keep my head and spirit up. I don't get it. Who would not have me, I'm funny, bright, enthusiastic and loyal. I know my practical experience is very sparse. And the biggest obstacle has to be that my fiancé are sailing. 3 weeks out and 3 weeks home. It's not that big of a problem, but no one dares to take the chance and give us a chance to prove me and my family can do anything.

On the optimistic side of life I love being able to give my two boys the peace and stability, they deserve. I love using my time on my fiancé and our dog. Giving our other animals the best love and care.

Besides I'm somewhat of a messy person. Not that I don't want to clean up, I just never had the routine to do it. And that is one of my big things I'm learning myself. To teach oneself new skills is challenging and rewarding.

Maybe I could use this blog to let all my thoughts, frustrations and joy get real in the written word. So maybe the world can live without my blog, but it will be a good thing in my life. :)