FamilieStyrke

At være hjemme.


Det har været et langt personligt helvede det sidste år af mit liv.
Med en rædsel for at havde taget denne lange uddannelse med drømmen om et liv som dyrlæge, for bare at sidde i smukke Skagen og se det hele visne og dø. Det er ikke bare ens arbejdsrelaterede drømme der dør, lige så langsomt er det alle fantasierne, drømmene og livs målene der visner og blegner i et formularudfyldt bureaukratisk paragrafvanvid. At flytte til Skagen var med håb om at vi kunne leve efter mandens drøm at bå i "det rigtige Danmark" der øjensynligt ligger nord for Hulsig Hede. Vi fik lejet et rart rækkehus og indrettet os.
Det er ikke nemt i vores alder at flytte sammen. Vi havde begge fuldt udstyret køkkener, bad, stuer og så videre og så videre. Desuden er jeg en samler. Det er svært at gøre op med mit behov for at gemme og samle på ting. Mandens rengøringshysteri og hans sære vaner af at bo alene så længe er ikke nemme at flette ind i mine vaner. Nu var vi med to børn og en hund, det hjælper ikke på sammensmeltningen af livsbanerne.
Jeg har så inderligt arbejdet på mine dårlige vaner og gør det stadig. Selv om jeg i et selvmedlident øjeblik ikke mener manden gør helt så meget som jeg, så gør han virkelig en indsats.
Ud over vores egne ting fik vi 25 kasser fra Mandens afdøde forældre, der skulle flettes ind i vores overflod af himstergimser og dimser. Det var jo lidt af en sjælsøgning og personlig ransagning for manden at beslutte hvad der skulle tages afsked med og hvad der skulle blive. Det var jo hele hans barndom. Det tager bare tid, specielt når han sejler og ikke er hjemme hele tiden.
Men tiden i Skagen gav glæde og venner. Jeg startede konkurrence med Frank og Kunuk kom i en fremragende Dagpleje der virkelig kunne give ham det hans sære lille væsen har behov for. Det kan ellers godt være svært med det stædige lille monster. Men Kisser og hendes mand Kaj var heldigvis fantastiske og sammen klare vi alle forhindringer. Der var tid til en sludder når jeg var ved at gå til, over at manden ikke var hjemme, og at jeg ikke havde ført en konversation med et menneske over 9 år i lang tid
Alle de skønne mennesker i DCH Skagen og foreningslivet glæde med samvær, brok og intriger er en dejlig del af mit liv. Frank og jeg gjorde det ret godt og vi har en lille pokal nu.
Mads MAlik kunne lide naturen, men faldt aldrig til i skolen og socialt.
Men Skagen ligger bogstavligtalt for enden af vejen. Danmark når bare ikke længere. Der er langt til alt, på nær stranden, heden og dem man kender.
Der er bare ingen jobs i Skagen. Og de inkompetente mennesker der skal hjælpe en med at finde et sådan er ikke særligt samarbejdsvillige.
Hospitalerne er møg langt væk og de er ikke interesseret i at give en forklaring på nogle af deres valg. De er ikke særligt samarbejdsvillige. Ikke de personager vi mødte ihvertfald.

Så turen blev lagt til Nakskov, hvor vi fandt en dejlig skole der rummer Mads Malik, med alle hans utrolige oversejhed og lige så store vredesproblemer. Det var noget af det vigtigste i vores flytning. Det og så at mor og hendes mand boede i Nakskov. Aftalen er at de kan passe børn næsten lige meget hvad, når det gælder job til mig.
Vi fandt efter lang tid et hus vi kunne leje, hvor vores mindre zoo var tilladt. Selve flytningen gik vel ok. Hverken manden eller jeg kan lide at flytte. Huset var ikke noget vildt. Det var faktisk ret elendigt. Vi kaldte det casa del ruin.... Næsten alt var trælst. Fra de vindomsuste førstesal til den upraktiske skibsstejle og super smalle trappe. Vi gjorde hvad vi kunne for at indrette os men det var en kamp. Ingen entusiasme eller indretningsideer i mit ellers så overfylde smukke hovede. Børnene trivedes ikke rigtigt og vi var aldrig rigtigt oven på. Min chef har mistanke om svamp i huset, men det er vist det tætteste vi kommer en forklaring på hvorfor vi ikke kunne trives i det hus. Med vinterens kommen med lange platfodet skridt, blev min indre morpuma vækket til live da jeg ikke magtede at børne skulle fryse hele vinteren. Lige så lidt som manden og jeg. Vi talte med udlejeren, hvis vicevært havde lovet nye vinduer og reperation af taget. Men ingen vinduer og den lille liste på loftet og en bane dampspærre, kunne ikke berolige mig. Han hvade dog et andet hus til udlejning. Og da vi åbenbart er ret ønskværdige lejere fik vi et populært hus, der stod højt på manges ønskeliste.
Det nye hus blev hurtigt set, sagt ja til og flytte over i. Det er så meget mere "os". Vi har bare været her et par uger og er faldet til næsten med det samme. Ikke at huset er perfekt. Det er som alle de andre huse udlejeren har, noget være handy mandy, autodedakt hjemmebikseri. Men det er tæt og her kan man holde varmen. Nu kæmper jeg med flytterod og afflytter rengøring og maling. Manden nåede til hans store fortrydelse at hjælpe med flytningen. Det var hårdt men dejligt opløftende at komme væk fra det hus. I det nye hus har vi efterhånden fået pakket mere ud end vi nogensinde fik gjort i det andet hus.
Tænk at et hus kan give eller tage så meget. 
Tænk sig at jeg skulle til Nakskov for at få job. Af alle steder tager jeg fra et ekstrem til et andet. Havde ellers forsvoret nogensinde at skulle bo her igen. Men det er vel der hvor vi mindst venter det, at lykken tilsmiler os.
Her har jeg fundet et fantastisk sted at arbejde. Jeg blev taget godt i mod og nyde arbejdsmiljøet. Kollegaerne er skønne og vi klikker på den der helt rigtige måde. Livet ser ikke så dystert ud og selv med de  afskylige drømmedræbende omstændigheder jeg fik rodet mig ind i, kan jeg sige at nu drømmer jeg dejligt igen.
Drømmene vinder og vender tilbage.
Livet er godt igen.
glade børn og forældre :)